Varde er en gammel stad. Byens alder kendes ikke med bestemthed, men i hvert fald nævnes den i skriftlige kilder allerede omkring 1100 og dens egentlige opståen fortaber sig hermed i den tidlige middelalder. Som andre af vore ældste byer ligger den på et sted, hvor landskabet på forskellig måde begunstiger bosættelse og anden menneskelig aktivitet. Varde er således vokset frem tæt ved åen, med bekvem anløbsplads for skibe på et sted, hvor den nord-syd-gående landevejstrafik havde et betydningsfuldt vade- eller overfartssted, der siden er blevet afløst af en bro.

Fra begyndelsen optræder bynavnet i to forskellige versioner: "Warwath" og "Warwik". Forstavelsen "War-" er identisk for begge ord, og den tolkes som "overdrev" evt. "strand" eller andet "uopdyrket område". Endelserne "-wath" og "-wik" står for begreber som henholdsvis "vadested" og "vig". Forklaringen på de to delvis afvigende udgaver af bynavnet forekommer således helt naturlig, alt afhængig af, om man har betragtet byen fra landjorden eller søsiden.

Byen var beskyttet mod pludselige overfald såvel ved en tilpas afstand fra kysten, som ved sit nære naboskab til den tidligt anlagte, kongelige borg. Her fandtes distriktets administrative centrum, og fra denne magtbase styrede en kongelig embedsmand den såkaldte "bryde", hele Varde syssel, et landområde nogenlunde svarende til det nuværende Ribe amt. Set på landsplan har Varde aldrig været nogen storby. Den kendsgerning at byen i middelalderen havde to kirker, betyder dog, at Varde allerede tidligt må have haft en vis status.

Handel og håndværk har alle dage været knyttet til byerne, og da Christoffer af Bayern i august 1442 tildelte Varde sine første købstadsprivilegier, havde byen allerede længe fungeret som en sådan. Væsentligst var vel i den forbindelse, at landhandel - det såkaldte "landprang" - blev forbudt, samtidig med, at købstadens egne købmænd nu officielt anerkendtes som eneberettigede til at drive handel i byen. Skønt det kongelige privilegiebrev fra 1442 forlængst er bortkommet, så kendes teksten dog i en afskrift fra 1648.

Skriftlige kilder fra 1100-tallet nævner gentagne gange bryden i Varde. I sin egenskab af kongens stedlige repræsentant må denne højtstående embedsmand have haft til huse på den lokale kongsgård - "Vardehus". Den ældste borg lå lidt vest for byen og helt ned til Varde å. Omkr. 1300 flyttedes borgen imidlertid til en lille holm beliggende i åen tæt syd for byen. I forbindelse med en opstand blev dette Vardehus II i 1439 stormet og ødelagt af oprørske bønder. Senere samme år kvitterede Rigsrådet for denne handling ved til gengæld af afbrænde Varde by. På begge voldsteder er der foretaget mindre udgravninger og gjort spændende fund, som nu opbevares på museet.

Det Varde, vi kender i dag, er stort set bygninger opført i tiden efter den sidste store brand i 1821. Af ældgamle bygninger er kun Sct. Jacobi Kirke tilbage, noget som Varde har fælles med landets øvrige købstæder, men byens gadeforløb hører middelalderkøbstaden til. I de gamle gadenavne findes stadig vidnesbyrd om inddelingen i handels- og håndværkerkvarterer, f.eks. Kræmmergade, Skovbogade (Storegade), hvor tømmer og trævarer solgtes. Savkulen (Lundgade), Spigerborgade (efter snedkerens bor), Grydergade (grydestøberen), Fiskerslippen, men også navne som Skansestræde og Voldgaderne vidner alle om købstaden, og dens liv og virke.

I de senere år har bevaringstanken vundet frem. Der fredes gravhøje, landskaber, kyststrækninger m.v., altsammen for at gøre vor færden i naturen til en smuk oplevelse og en berigelse i sindet, men hvad var da mere naturligt, om vi søgte at bevare de steder, hvor vi daglig færdes og opholder os - nemlig vore gader, huse, gårde m.v. Det smukke forsøger man at bevare. Lad os derfor i fællesskab værne om Vardes skønhed og særpræg. Ikke blot til gavn og glæde for de mange, der hvert år besøger byen, men først og fremmest for de borgere, der daglig lever og færdes her. Læs i øvrigt mere om Varde i fx. "Varde bys historie" eller "Varde - en gammel vestjydsk købstad".